6 hebræer brevet
v1 Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, v2 med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom. v3 Ja, det vil vi gøre, dersom Gud giver lov. v4 For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden v5 og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, v6 og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. v7 For når en mark drikker den regn, der falder på den i rigelig mængde, og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud; v8 men bærer den tjørn og tidsler, er den intet værd og truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den.
v9 Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør. v10 For Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige. v11 Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, v12 så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet.
Guds løfte til Abraham
v13 For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, v14 og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« v15 Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. v16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. v17 Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; v18 dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. v19 Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, v20 hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.
LYD
Ingen kommentarer:
Send en kommentar