27 APOSTLENES GERNINGER
Rejsen til Rom
v1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling. v2 Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, som skulle anløbe byerne på Lilleasiens kyst, og afsejlede; sammen med os var Aristark, en makedoner fra Thessalonika. v3 Næste dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. v4 Da vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. v5 Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. v6 Dér fandt officeren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og han fik os om bord i det. v7 Efter at vi i mange dage havde sejlet langsomt og med stort besvær var nået ud for Knidos, sejlede vi ind under Kreta ved Salmone, for vinden hindrede os i at komme frem. v8 Med nød og næppe kom vi forbi Salmone og nåede til et sted, der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa.
v9 Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem v10 og sagde: »Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« v11 Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. v12 Og da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for om muligt at nå frem til Fønix og overvintre dér; det er en havn på Kreta, der vender mod sydvest og mod nordvest.
v13 Da der blæste en let søndenvind op og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker og sejlede langs med Kretas kyst. v14 Men ikke længe efter brød der en hvirvelstorm løs, en rigtig nordøsten. v15 Skibet blev revet med, og da det ikke kunne holdes op mod vinden, gav vi op og lod os drive. v16 Vi kom så i læ af en lille ø, der hedder Kauda, og klarede med nød og næppe at bjærge skibsjollen v17 og få den halet om bord. De tog nu nødudstyret i brug og surrede tov om skibet, og af frygt for at drive ned i Syrtebugten sænkede de slæbeankeret og lod sig drive. v18 Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord. v19 Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. v20 I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.
v21 Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab. v22 Men nu opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun skibet. v23 For i nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, v24 og englen sagde: ›Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.‹ v25 Derfor skal I være ved godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig; v26 men vi skal strande på en ø.«
Strandingen på Malta
v27 Da vi på fjortende døgn stadig drev rundt på Adriaterhavet, forekom det midt om natten sømændene, at de nærmede sig land. v28 De kastede loddet ud og fik tyve favne. Da de var kommet lidt længere, loddede de igen og fik femten favne. v29 Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart blev dag. v30 Men sømændene forsøgte at flygte fra skibet og firede jollen ned i vandet under påskud af at ville sætte ankre ud fra forstavnen. v31 Paulus sagde til officeren og soldaterne: »Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.« v32 Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive væk.
v33 Mens det var ved at blive dag, rådede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer. v34 Derfor råder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår.« v35 Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise. v36 Nu fik alle nyt mod, og de tog føde til sig. v37 Vi var i alt 276 mennesker om bord. v38 Da de havde spist sig mætte, kastede de hvedelasten i havet for at lette skibet.
v39 Da det blev dag, kendte de ikke landet, men de opdagede en vig med sandstrand og besluttede om muligt at lade skibet løbe ind dér. v40 Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet, samtidig løste de rortovene og satte forsejlet og holdt med vindens hjælp ind mod strandbredden. v41 De stødte på et rev med dybt vand til begge sider, og dér satte de skibet på grund. Forstavnen borede sig ned og stod urokkeligt fast, men agterstavnen blev splintret af de voldsomme bølger. v42 Så besluttede soldaterne at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme væk og flygte. v43 Men officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de, der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land, v44 og derefter de andre, nogle på planker, andre på vragrester. Og således skete det, at alle kom frelst i land.
LYD
https://t.me/Freegospelinternational/8219
Ingen kommentarer:
Send en kommentar