4 MARKUS EVANGELIET

• LINK

4 MARKUS

1Og han begyndte atter at undervise ved Havet, og en stor Mængde samledes til ham, saa han gik i Skibet og satte sig i Havet; og hele Mængden var ved Havet paa Landet.

2Og han lærte dem mange ting ved lignelser og sagde til dem i sin lære:

3Lyt; Se, en såmand gik ud for at så:

4Og det skete, mens han såede, at noget faldt ved Vejen, og Himmelens Fugle kom og fortærede det.

5Og noget faldt på stenet jord, hvor det ikke havde meget jord; og straks sprang det op, fordi det ikke havde nogen dybde af jord.

6 Men da solen stod op, blev den brændt; og fordi den ikke havde nogen rod, visnede den bort.

7 Og noget faldt blandt torne, og tornene voksede op og kvalte det, og det gav ingen frugt.

8Og andet faldt i god jord og gav frugt, som sprang op og voksede; og fødte nogle tredive, nogle tresindstyve og nogle hundrede.

9Og han sagde til dem: Den, som har Øren til at høre, han høre!

10 Og da han var alene, spurgte de, som var omkring ham med de tolv, ham om lignelsen.

11Og han sagde til dem: Eder er givet at kende Guds Riges Hemmelighed; men for dem, som ere udenfor, sker alt dette i Lignelser:

12 for at de, seende, skulle se og ikke fornemme; og hørende kan de høre og ikke forstå; for at de ikke på noget tidspunkt skulle blive omvendt, og deres synder skulle blive dem tilgivet.

13Og han sagde til dem: Kender I ikke denne Lignelse? og hvorledes skulle I da kende alle lignelser?

14Såmanden sår ordet.

15Og disse ere de ved Vejen, hvor Ordet er saaet; men når de har hørt det, kommer Satan straks og borttager det ord, som var sået i deres hjerter.

16Og det er de samme, som er sået på stenet jord; som, når de har hørt ordet, straks tage imod det med glæde;

17 og have ingen Rod i sig selv, og saaledes holde ud, men for en Tid; derefter, naar Trængsel eller Forfølgelse opstaar for Ordets Skyld, forarges de strax.

18Og det er dem, som er sået blandt torne; som hører ordet,

19Og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Svig og Begæringerne ved andre Ting, der kommer ind, kvæler Ordet, og det bliver ufrugtbart.

20Og det er dem, som er sået i god jord; sådanne som hører ordet og tager imod det og bærer frugt, nogle tredivedobbelte, nogle tresindstyve og nogle hundrede.

21Og han sagde til dem: Er et Lys bragt til at sættes under en Skæppe eller under en Seng? og ikke at blive sat på en lysestage?

22 Thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares; heller ikke holdtes noget hemmeligt, men at det skulde komme til Udlandet.

23Hvis nogen har ører at høre, så lad ham høre.

24Og han sagde til dem: vogter eder, hvad I høre; med hvad Mål I måle, det skal eder måles, og eder, som hører, skal gives mere.

25 Thi den, som har, ham skal gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog tages, hvad han har.

26Og han sagde: Saaledes er Guds Rige, som om et Menneske kaster Sæd i Jorden;

27 Og han skulle sove og stå op Nat og Dag, og Sæden skulde springe og vokse op, han ved ikke hvordan.

28 Thi Jorden bærer Frugt af sig selv; først klingen, så øret, derefter den fulde majs i øret.

29Men når Frugten er frembragt, sætter han strax Seglen i, thi Høsten er kommen.

30Og han sagde: Hvormed skulle vi ligne Guds Rige? eller med hvilken sammenligning skal vi sammenligne det?

31 Det er som et sennepsfrø, der, når det sås i jorden, er mindre end alle de frø, der er i jorden.

32 Men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urter og skyder store grene ud; så luftens fugle kan holde sig i skyggen af ​​den.

33 Og med mange sådanne lignelser talte han ordet til dem, efterhånden som de kunne høre det.

34Men uden Lignelse talte han ikke til dem; og da de vare alene, udlagde han alt for sine Disciple.

35Og samme Dag, da det var blevet Aften, sagde han til dem: Lad os gaa over til den anden Side.

36Og da de havde sendt Folket bort, tog de ham, ligesom han var i Skibet. Og der var også andre små skibe med ham.

37 Og der opstod en stor storm, og bølgerne slog ind i skibet, så det nu var fuldt.

38Og han var bagerst i Skibet og sov paa en Pude; og de vækkede ham og sagde til ham: Mester, bekymrer du dig ikke om, at vi omkommer?

39Og han stod op og truede Vinden og sagde til Havet: Fred, vær stille! Og vinden lagde sig, og der blev stor stilhed.

40Og han sagde til dem: Hvorfor er I saa bange? hvorledes har I ingen Tro?

41Og de frygtede meget og sagde til hinanden: "Hvad er dette for et Menneske, at selv Vinden og Havet adlyder ham?"

LYD

https://youtu.be/rEpienw1lA0